Influencere – Ta jer f**king sammen!

Der er kaos i influencer-land.

 

Eller…

Der er kaos omkring Fie Laursen.

Hvis navnet ikke lige ringer nogle klokker hos dig, så kan du google hende. Men jeg er sikker på at du mindst én gang har hørt hendes navn. De fleste kender til hende – desværre ikke for noget godt. Søde Fie er kendt for ikke at tænke sig grundigt om, for at skifte holdning ligeså tit som man skifter underbukser, for at kneppe i Paradise Hotel på landsdækkende tv og for generelt at skabe negative overskrifter.

(Bemærk inden du læser videre: Dette er ikke en hetz mod Fie Laursen eller andre influencere. Jeg har hverken et had til Fie eller et ønske om at hænge hende ud. Dette er mine egne holdninger om influencere og de produkter de markedsfører)

I går delte hun en Instagram Story med reklame for todayters.com som er et sugardating site. Så vidt jeg kunne forstå er det en dating-side der giver dig mulighed for at finde sugardaddys/sugarmamas hvor du kan tilbyde at “date” mod betaling eller sælgte dine brugte sager som trusser, bh’er mm. I reklamen fortæller hun at hun har sat sine brugte trusser til salg og solgt dem til 7.500 kr. En rimelig god timeløn må man sige (Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor mange timer hun brugte trusserne, men whatever). Dette er dog ikke første gang hun reklamerer for sugardating. Det har hun gjort før og endda undskyldt for at gøre det, men som hun selv siger: Så har man et standpunkt, indtil man tager et nyt…

“Piger, make some coins! I stedet for at spilde tiden på fuckboys” – Fie Laursen

(Sugardating kort fortalt: Normale dating apps handler om at finde en date. I sugardating er forholdet mellem en yngre person og en ældre person. Det er lidt som at lege “kærester” hvor den yngre person får gaver og oplevelser i bytte for penge og nærvær… Og muligvis sex til sidst.)

Fie Laursen

Men er det ulovligt at reklamere for sugardating?

Nej… Det er det faktisk ikke. Todayters er en dating-app ligesom Tinder, Happn, Scor, osv. Men denne app er rettet mod mennesker der ønsker at sugardate eller sælge deres brugte undertøj til folk der tænder på det. Gråzonen er dog at sugardating er meget tæt på prostitution og derfor kan det få konsekvenser og få unge piger ud på et sidespor. Problemet ligger i at når en anerkendt influencer som Fie der med 300.000+ følgere siger at det er cool og mega nemt, så kan mange hoppe i og tænke at det er super godt og at det ikke har nogen konsekvenser. Mange af Fie’s følgere er også under 18 år og de kan blive påvirket meget tidligt til at hoppe ud i noget der direkte kan være farligt for dem.

“Man lever kun én gang – let’s do this!” – Fie Laursen

Men hvis Fie gør det – så er det da helt okay? Jeg har ikke noget imod sugardating eller prostitution – så længe at personen helt selv har valgt det og taget stilling til hvad man er i gang med. Man er herre over egen krop og har ret til at tage sine egne valg i livet, så længe at man ikke bliver presset ud i det eller direkte påvirket til at gøre det uden at tænke sig grundigt om. Sugardating og prostitution kan have fatale konsekvenser for det enkelte menneske. Igen – folk må gøre hvad de vil med deres liv, så længe de husker at passe på sig selv. Men hvor stor er ligheden mellem sugardating og prostitution? Der er meget stor lighed, dog er sugardating ikke prostitution. Men jeg synes ikke der er særlig stor forskel på at reklame med at man kan tjene penge på sugardating frem for at reklame for prostitution, online webcam-shows, porno mm. Der er også gode penge i at lave hjemmelavede pornovideoer, så hvorfor ikke smide det med i kurven? Nej vel? ….

Influencers er på tilbud – de har fået føtæsk

Det generelle problem jeg ser er ikke kun møntet på Fie Laursen og sugardating. Det store problem er det manglende filter for hvad der er okay og ikke okay at reklamere for som influencer. Det kaos jeg ser i influencer-land er at de alle er på tilbud. Nærmest til skampris. Der mangler respekt og moral over for de produkter de reklamerer med. Der mangler et stort ansvar for at man rent faktisk har mange øjne der ser med og det er ens eget ansvar at være oprigtig og tilbyde reklame for produkter man rent faktisk 100% kan stå inde for. Lad mig citere onkel Ben fra Spider-Man: “With great power comes great responsibility”.

For Fie er ikke den eneste der reklamerer for ting som er upassende. Hun har dog reklameret for plastik-operation, men hun var langt fra den eneste. Igennem Instagram opslag delte flere influencere at de havde fået betalt enten bryst-operation eller numse-løft og at man kunne få en rabatkode til egen operation. Det gik så langt at der rent faktisk var konkurrencer hvor man kunne vinde en plastik-operation efter eget valg. Igen – det er ens egen krop og hvis man er så ufatteligt ulykkelig over en kropsdel, så kan man få operation. Det er ens eget valg. Problemet ligger igen i at man ikke bør påvirke folk til at få det dårligt med sin krop og overveje plastik-operation som et naturligt valg. Operation bør være den allersidste løsning, fordi man virkelig ønsker sig noget andet. Det skal aldrig bare være noget man gør fordi man ikke lige føler sig lækker og får et par silikone-babselutter fordi nu var der jo lige 15% rabat med koden “RabatterPåPatter”.

F*ck menneskers sundhed – money talks!

Udover plastik-operation kan flere eksempler nævnes hvor influencere har fået en god sum penge for at reklamere for et produkt som de aldrig har tjekket op på eller som er direkte sundhedsskadeligt. Her kan jeg bla. nævne snus-mærket “ZYN” som lancerede en influencer kampagne hvor de inviterede 5 influencere på hotel-tur på Bornholm for at de kunne være selvfede og ja… fortælle hvor FEDT et produkt ZYN er. Men er det ikke ulovligt at reklamere for tobak og nikotin? JO, det har du helt ret i. Men ikke med ZYN. Det er nemlig et snus-produkt uden tobak. Det ligner almindelig snus, men det er det ikke og derfor danser det let og elegant forbi de danske regler om markedsføring af tobaksprodukter. Derfor kan du sagtens fremvise produktet i luksuriøse omgivelser og rose produktet som Marie Jedig med ordene: “ZYN er for mig det perfekte alternativ i sociale sammenhænge. Jeg kan få mit nikotin-kick uden at forlade selskabet”.

Jovist, det er da lækkert Marie… Igen – man er herre over egen krop og hvad man udsætter den for. Problemet ligger igen i at reklamere for noget der er direkte sundhedsskadeligt. Hvordan ville folk ikke reagere hvis man reklamere for en lækker rød Prince med ordene “Det føles SÅ lækkert når røgen går helt ned i lungerne. Prince er mit foretrukne brand”. Det ville da være helt skørt ikke? Men hvor går grænsen så? For alkohol er da også sundhedsskadeligt, men det er jo til frit udsyn på samtlige reklamer over alt? Hvis vi skal være helt ekstreme fluekneppere – hvad så med junk-food? Det er da også sundhedsskadeligt i for store og for meget indtag?

Influencer

Nåh, væk fra snus igen – vi har mere at tage fat på… Hvad med skandalen omkring “SmileBright” – firmaet der lavede tandblegningsprodukter. En lille blege-lampe som du smækker i kæften og så vil dine tænder automatisk blive hvidere med dagligt brug. Det lyder super fint – bare ikke når det viser sig at produktet ætser dit tandkød. Men det fandt man først ud af da flere store influencere havde trykket ekstra hårdt på sponsor-knappen. Producenten har det største ansvar med at tjekke at produktet ikke er sundhedsskadeligt – dernæst er det i den grad influencernes ansvar at dobbelt-tjekke inden de poster løs om hvor fedt og nice det er.

Kære influencer – Ta dig F**king sammen…

Jeg kunne blive ved med at nævne eksempler. Bl.a. Lenny Pihl som reklamede for kviklån og omtalte det som “Fucking genialt” uden at han vidste hvad det gik ud på og hvor meget man egentlig endte med at betale tilbage. Igen – så har han opfordret andre til at gøre noget han ikke selv ved noget om. Det er der vi ender i den samlede konklusion. Influencerne kan ikke stå inde for det de reklamerer for eller også har de ikke sat sig nok ind i det de reklamerer for. Det er pinligt og skræmmende.

Min bøn til alle influencere: Tag jer fucking sammen. Livet er en buffet, men i behøver sgu ikke at tage det hele. Med så mange øjne der følger jer, så kan i sammenlignes med Tv2, Tv3 og andre tv-kanaler. Tv-kanaler sender reklamer og tv-programmer – men i influencere sender stort set kun reklamer, intet indhold eller underholdning. Det er på tide at i begynder at tænke værdi frem for dollars. Har produktet værdi for dine følgere? Giver det mening? Er det et godt produkt? Eller er det blot endnu et forsøg på at fodre dit selvfede ego med nogle kolde kontanter uden omtanke på hvem du berører med dine sponsorerede indslag?

Lad mig slå fast: Jeg har intet imod influencere og har aldrig haft det. Jeg kender mange der er det og jeg har selv lavet kampagner før i tiden med forskellige tøjmærker. Vi er alle sammen influencere om vi vil det eller ej. Når du går på gaden inspirerer du andre med tøjet du går i eller måden du styler dit hår – om du vil det eller ej. Men nogle har rigtig mange øjne der følger med på sociale medier og her ønsker jeg blot gensidig respekt mellem influencere og følgere. Hav værdighed i dig selv. Stå 120% inde for det du reklamerer for. 

Og nååh ja – skriv hvis du vil købe mine underbukser…

Følg mig her

Del dette indlæg

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen